Vedligeholdelse Træ - et levende materiale
Træ er et levende materiale – også efter det er fældet – og det påvirkes af luftens fugtighed og temperatur. Træ anvendt til møbelproduktion er nedtørret til at være i balance med det gennemsnitlige normale indeklima, dvs. en stuetemperatur på ca. 20 grader C og en luftfugtighed på ca. 50%.
I Danmark svinger luftfugtigheden fra den tørreste vinterperiode til den fugtigste sensommerperiode mellem ca. 40 og 65 %, hvilket bevirker et udsving i træfugtigheden fra 8 til 13 %, altså en forskel på ca. 5 %. Træet har den egenskab, at det vil optage eller afgive fugt afhængig af omgivelserne. Træet udvider sig derfor i fugtige perioder og trækker sig sammen i tørre perioder.

Når træet “arbejder” på denne måde vil man kunne mærke overgangen mellem de forskellige massivtræs komponenter. Massive bordplader kan blive let bugtede og få synlige ”vindridser”, som er små revner mellem årerne. Disse er uden betydning for holdbarheden. Revnerne lukker sig normalt selv igen. Hvis ikke kan man lukke sådanne små revner ved at anvende en dertil egnet trækit.

Hvert enkelt møbel bliver unikt fordi åretegning, struktur og farve er skabt - designet - af naturen. Og det er netop det, som gør træ så fascinerende og velegnet til møbelfremstilling. Det kan således ikke betragtes som fejl når der forekommer mindre farve- og strukturforskelle, men derimod et udtryk for at hver enkelt del, der indgår i møblet, kan stamme fra forskellige skæringer i stammen eller fra forskellige træer. Træer har knaster. Dette er ikke en fejl ved træet, men kun de naturlige aftegninger af grenens forankring i stammen.

Nogle træsorter har stor farveændring efter udpakning af møblet. Det er sollyset, der igangsætter processen. Jo mere sol møblet får, jo hurtigere ændrer det farve. Ønsker du at sinke processen bør du derfor ikke udsætte møblet for direkte sollys efter ibrugtagningen. Lad alle flader stå udækket de første måneder; så undgås ”skjolder” efter fade, vaser eller lign.


Hvor må møblet anvendes
Hvis bordet er udsat for uensartet lyspåvirkning, vil det være en god ide med mellemrum at dreje det 180 grader, så begge ender af bordet får lige meget lys. Ønsker du, at massive tillægsplader til et bord skal ændre farve i samme takt som bordpladen, må du derfor lade bordet stå udvidet med tillægspladerne i. Sol og varme udtørrer træ og kan medføre revnedannelse.

Massive træmøbler bør ikke opbevares i rum hvor luftfugtigheden og temperaturen er meget svingende, idet træet tilpasser sig omgivelserne. Undgå derfor uopvarmede kældre, lofter, udhuse og lignende lokaler. Brug aldrig indendørsmøbler udendørs. Større afvigelser fra normalt indeklima vil kunne medføre skader på møblet. Vi anbefaler dig derfor at anskaffe et hygrometer til kontrol af luftfugtigheden.

 

Gode råd - Massiv træ
Al rengøring og behandling foretages på langs ad årerne.
Undgå at stille varme ting direkte på møblet.

Møblet skal beskyttes med bordskånere mod varme, fugtige eller farvede genstande, (som kan smitte af). Undgå bordskånere af kork. Fugt kan trænge ned i bordet.

Ved brug af skarpe redskaber ved møblet bør der altid anvendes et skærebræt.

Fugt er træmøblers værste fjende, derfor skal alle spildte væsker tørres op straks.

Bordpladen bør ikke i længere tid overdækkes med et lufttæt materiale som plast eller voksdug (max. 12 timer)

Undgå at placere møblet for tæt på f.eks. radiatorer eller brændeovne. Undgå meget direkte sollys.

I tvivlstilfælde spørg din møbelhandler.

God fornøjelse med Jeres nye møbel.

 


A/S J.L. Møllers Møbelfabrik Oddervej 202 DK-8270 Højbjerg Tlf. +45 8627 1200 Fax +45 8627 3876 E-mail: mail@jlm.dk